Efter en sæson med Mammotion LUBA 2 AWD 5000 er jeg stadig rigtig tilfreds med mit køb. Jeg har haft god tid til at gennemteste robotten, og når den kører, fungerer den virkelig godt. Her vil jeg gerne dele nogle af de små udfordringer, jeg har oplevet, samt de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.
Præcision og opsætning
Luba 2 AWD er utrolig præcis i sin navigation, men jeg har lært, at det også betyder, at hvis opsætningen ikke er perfekt, vil robotten blive ved med at ramme den samme forhindring. Dette har i mit tilfælde ført til et par ridser på robotten, da den gentagne gange stødte ind i en genstand, indtil jeg ændrede ruten. Heldigvis er ridserne kun kosmetiske og har ikke påvirket robotten.
RTK-dækning og GPS-udfordringer
Generelt fungerer RTK-dækningen rigtig godt, men jeg har haft nogle udfordringer i et specifikt område af haven. Langs en høj væg og tæt på en høj hæk mod naboen, hvor der også stod et træ, oplevede jeg flere gange, at robotten mistede GPS-signalet og stoppede. Efter at have fjernet træet, fungerer alt dog perfekt igen, og robotten har ingen problemer med at holde signalet under store træer i resten af haven. Det var kombinationen af væggen, hækken og træet, der var for meget for GPS-signalet i det område.
Æbletræer og no-go zoner
En anden læring er, at Luba 2 ikke er særlig gode venner med æbletræer. Jeg har opsat en stor no-go zone under æbletræerne, så robotten undgår at køre i de nedfaldne æbler. Alligevel er der nogle æbler, der lander uden for zonen, og robotten snitter dem faktisk fint over. Problemet opstår, når den kører op på et æble, hvilket får den til at tro, at den bliver løftet på grund af den hurtige ændring i hældning. Det resulterer i, at robotten stopper, og jeg skal manuelt genstarte den. Næste sæson vil jeg udvide no-go zonen yderligere for at undgå dette.
Resultater og klippekvalitet
Bortset fra de små udfordringer har robotten kørt virkelig godt, og jeg har aldrig haft en flottere græsplæne. Luba 2 AWD snitter græsset fint over, hvilket gør, at plænen ser meget grønnere og sundere ud, især sammenlignet med min gamle græsslåmaskine, der mere rev græsset over. De lige striber, robotten efterlader, giver plænen et professionelt og æstetisk udseende.
Knivvedligeholdelse og rengøring
Jeg har skiftet knivene cirka hver anden til tredje måned, og efter en måneds brug drejer jeg dem for at sikre en jævn slitage og optimal klippekvalitet. Når robotten har kørt i vådt græs, har jeg også hurtigt spulet græsset af under robotten for at undgå, at der samler sig for meget. Det har holdt den i god stand og sikret, at den klipper effektivt.
For at undgå unødvendig ophobning af græs og grankogler har jeg fjernet de beskyttelsesbøjler, der sidder under robotten. Disse bøjler skal ellers beskytte mod at få fingrene i klemme under robotten, men jeg fandt, at de i stedet samlede græs og andre ting, som grankogler, der satte sig fast. Det har været en lille ændring, men det har forbedret robottens drift for mig.
Optimale indstillinger for min have
For min have har jeg fundet, at en klippehøjde på 5 cm, en hastighed på 0,5 m/s og et overlap på 30 cm (altså at den kører 10 cm over det, den lige har klippet) giver de bedste resultater. Samtidig tager det ikke for lang tid at klippe plænen, hvilket er en god balance mellem effektivitet og kvalitet.
Konklusion
Samlet set har jeg været meget tilfreds med Luba 2 AWD 5000 efter en sæson. Udfordringerne har været små og lette at løse, og robotten har givet mig en flottere plæne, end jeg nogensinde har haft før. Hvis du har en stor have med udfordrende terræn, er denne robotplæneklipper stadig et solidt valg, der leverer imponerende resultater.
Du kan læse hele min dybdegående test af robotten her: Test af Mammotion LUBA 2 robotplæneklipper